Videre til indhold | Videre til menunavigation

Klage fra TDC A/S over Erhvervsstyrelsens afgørelse af 30. september 2014 over for TDC vedrørende prisen på TDC's gebyr "NP SP Håndteringsgebyr"

Sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos Erhvervsstyrelsen, idet nævnet fandt, at det ikke tilstrækkeligt klart fremgik af sagen om styrelsen havde foretaget den fornødne selvstændige vurdering af den af TDC fremsendte omkostningsdokumentation.

I forbindelse med Erhvervstyrelsens tilsyn med TDC's standardtilbud på detailmarkedet for fastnettilslutninger modtog styrelsen i februar 2014 TDC's reviderede standardtilbud vedrørende produktet "Gensalg Fastnet". Heraf fremgik det, at TDC opkræver en pris på 65 kr. for en fastnetportering.

Henset til, at Erhvervsstyrelsen ved afgørelse af 17. marts 2011 havde fastsat prisen for opkrævning af engrospriser for nummerportering til 35,50 kr., traf styrelsen herefter afgørelse om, at TDC skulle sænke selskabets timepris i det reviderede standardtilbud fra 51 kr. til maksimalt 42 kr.

TDC indbragte sagen for Teleklagenævnet, som lagde til grund, at en beregning af prisen på "NP SP Håndteringsgebyr" efter historiske omkostningers metode indebærer, at Erhvervsstyrelsen er forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af den af TDC fremlagte omkostningsdokumentation. Da det efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt klart fremgik, om en sådan vurdering var foretaget af Erhvervstyrelsen - herunder hvilke elementer styrelsen eventuelt havde tilsidesat samt hvorfor - traf nævnet afgørelse om at hjemvise afgørelsen til fornyet behandling ved Erhvervstyrelsen.

Læs hele afgørelsen her.